fredag den 24. september 2010

Helstegt kylling

Ingredienser:
1 bornholmerhane
håndfuld kraftfulde krydderurter som fx timian rosmarin og salvie
1 helt hvidløg pillet i fed
1 citron
1000 g. nye kartofler
1000 g. courgetter
3 løg
100 g citronmelisse
3 spsk. olivenolie
hønsebouillon
Fremgangsmåde:
Skær ryggen ud af kyllingen (fx en bornholmsk unghane), det gøres lettest ved at lægge kyllingen med ryggen nedad og skære på hver side af rygraden med en stor kokkekniv. Bred kyllingen ud og tør den med køkkenrulle. Man kan evt. skære ribbenene ud og skære det yderste af vingespidserne.
Af ryg, ribben og vinger kan man koge lidt bouillon til grønsagerne.
Læg kyllingen på et stort fad med skindsiden nedad. Drys med salt og peber og skær halvdelen af hvidløgene i skiver og dæk hele indersiden af kyllingen. Læg krydderurter over og dæk så med citronskiver. Lad kyllingen marinere i køleskabet i mindst et par timer og gerne op til 6 timer.
Tænd ovnen på 200 grader C.
Dæk kartoflerne i grove stykker med vand, tilsæt lidt salt og bring dem i kog. Lad dem koge 5 min.
Hæld vandet fra og fordel kartoflerne i et stort ildfast fad sammen med courgetter i grove stykker, løg delt i 8 både hver og resten af hvidløgsfeddene. Bland med blade af citronmelissen, olivenolien, et par tsk salt og rigeligt med friskkværnet peber.
Læg kyllingen på en ovnrist med skindsiden nedad og uden at fjerne citronskiver og urter. Sæt kyllingen i ovnen og stil fadet med grønsager under. Steg ca. 25 min.
Tag kyllingen ud og vend den ved hjælp af en paletkniv og en stegegaffel, så den nu ligger med skindet opad. Vend kartofler og grønsager ved samme lejlighed og hæld evt. et par dl. hønsebouillon over.
Steg til skindet er sprødt og saften er klar, når man stikker i kødet mellem lår og overlår. Det tager ca. 25 min.
Grønsager og kartofler skulle også gerne være møre på det tidspunkt.
Lad kyllingen trække 5 min. inden den deles i portionsstykker. Skær lår og overlår fra hinanden og del bryststykkerne i hver 2 stykker.
Server med kartoffel-courgettefadet og en enkel grøn salat.